Faciliteter på idræts- og fritidsområdet

Overblik over udviklingen af faciliteter i Danmark

Forskningen om idrætsfaciliteter peger på tre faser i udviklingen af faciliteter i Danmark:

1. Den første fase fra ca. 1960 til 1990 handlede om at sikre tilstrækkeligt med faciliteter til at understøtte danskernes deltagelse i idræts- og fritidsaktiviteter. I denne periode blev faciliteter typisk etableret i et samspil mellem kommuner og lokale idrætsforeninger, og der blev især lavet faciliteter til traditionelle foreningsaktiviteter som fodbold, håndbold, badminton og gymnastik.
   
   
2. Den anden fase begyndte i 1990'erne og havde fokus på faciliteters æstetik og arkitektur. Fasen blev præget af Lokale og Anlægsfonden, der blev oprettet i 1994, og en stigende opmærksomhed på behovet for at tilpasse faciliteter til udviklingen i danskernes idrætsvaner.
   
   
3. Den tredje fase handler om faciliteters organisering, styring og ledelse og har især fundet sted efter kommunalreformen i 2007. De nye større kommuner skabte grobund for, at flere kommuner udarbejdede politikker på idræts- og facilitetsområdet, og kommunerne blev også optaget af den del af borgerne, som er aktive i andre regi end foreninger (f.eks. på egen hånd), eller som slet ikke dyrker idræt, sport eller motion.

Faserne er delvist overlappende, og de gør sig alle gældende i arbejdet med faciliteter i dag. 

Omfanget af faciliteter i Danmark

Der findes ingen regler for, hvor mange faciliteter eller hvilke typer af faciliteter en kommune skal etablere til fritidsbrug, men Danmark er et af de lande i verden, som har allerflest faciliteter i forhold til indbyggertal.

Idrættens Analyseinstitut (Idan) og Lokale og Anlægsfonden står bag Facilitetsdatabasen.dk, som i 2024 rummer oplysninger om 23 forskellige typer af faciliteter i landets kommuner, herunder en stor del af de faciliteter, som danskernes bruger til daglige idrætsaktiviteter, som haller, sale, boldbaner og svømmehaller. 

Facilitetsdatabasen gør det muligt at opgøre facilitetsdækningen i kommuner, regioner og på landsplan. Det kan ske på to måder:

1. Antal indbyggere pr. facilitet angiver, hvor mange borgere der er om at dele en facilitet i et givent område. Jo højere tallet er, jo dårligere er dækningen.
   
   
2. Antal km2 pr. facilitet angiver, hvor lang afstand der er mellem faciliteter i et givent område. Jo højere tallet er, jo dårligere er dækningen.

På baggrund af data fra facilitetsdatabasen udarbejder Idan et facilitetsindeks, som rangerer kommunerne ud fra deres dækning på 21 forskellige facilitetskategorier. 

Indekset udregnes ved, at kommunerne for hver facilitetskategori får tildelt et point mellem 1 og 98 alt efter, hvor mange borgere der er pr. facilitet i kommunen. 

Kommunen med færrest borgere pr. facilitet får 98 point, og kommunen med flest borgere får 1 point. Hvis kommunen ikke har en given kategori af faciliteter, får de værdien 0.

Tabellen herunder viser et udsnit af resultater fra indekset og inkluderer kommunerne, som er placeret som nummer 1, 25, 49, 75 og 98 samt landsplan (dvs. gennemsnittet for alle kommuner). 

Tabellen indeholder kommunernes facilitetsdækning for almindelige idrætshaller, kunstgræsbaner og fitnesscentre, som udgør et mindre udsnit af de 21 facilitetskategorier, som indekset bygger på. Det fulde indeks kan ses på idan.dk.

Tabel: Antal borgere pr. facilitetstype i hele Danmark og udvalgte kommuner (forholdstal)

Tabellen viser, at der er stor forskel fra kommune til kommune på facilitetsdækningen for konkrete typer af faciliteter, hvilket understreger pointen om, at der er store forskelle på kommunerne generelt i forhold til facilitetsdækningen. * Indbyggere pr. bane (håndboldbaner). **Indbyggere pr. bane (kunstgræsbaner).

Indblik i driftsformer for faciliteter

Faciliteter organiseres forskelligt og kan drives af en kommune, en skole, en selvejende institution, en forening eller en kommerciel aktør. Det er vigtigt at kende til driftsformen, da den har indflydelse på kommunens muligheder for at bestemme over faciliteterne og de muligheder, som foreninger har for at benytte dem.

• Kommunale faciliteter drives af kommunen, som har stor indflydelse på deres brug og udvikling. Faciliteternes økonomi er en del af kommunens samlede økonomi, og brugen administreres typisk af den kommunale idræts- og fritidsforvaltning. Faciliteterne bruges ofte af foreninger, som kan bruge dem gratis eller for et mindre gebyr. Andre aktører kan også bruge faciliteterne (f.eks. skoler).
  
  
• Faciliteter i forbindelse med folkeskoler er ofte kommunale, men skolen vil have stor indflydelse på faciliteternes udvikling. Skolefaciliteter en del af den kommunale økonomi, og de står typisk til rådighed for skoler i dagtimer, og fritidsaktører i aftentimer og weekender. Foreninger kan som regel bruge dem gratis eller for et mindre gebyr.
  
  
• Selvejende faciliteter er typisk opstået på privat initiativ og ledes af en bestyrelse med stærke forbindelse til en eller flere lokale foreninger. Selvom kommunen giver økonomisk støtte til faciliteterne i form af et direkte driftstilskud eller indirekte via lokaletilskud, kan kommunen ikke bestemme, hvordan faciliteten skal bruges eller udvikles. Foreninger betaler ofte for at bruge selvejende faciliteter, men har mulighed for at få refunderet udgifterne delvist via bestemmelser om lokaletilskud i folkeoplysningsloven.
  
  
• Foreningsfaciliteter drives af en idrætsforening, som typisk har taget initiativ til at etablere faciliteten. Faciliteten ledes af en bestyrelse, og selvom kommunen yder tilskud til foreningsfaciliteter, bestemmer kommunen ikke, hvordan de skal bruges eller udvikles. Andre foreninger betaler for at bruge faciliteterne, men de har mulighed for at få refunderet udgifterne delvist via bestemmelser om lokaletilskud i folkeoplysningsloven.
  
  
• Private faciliteter drives af en kommerciel aktør, som bestemmer over faciliteten. De private faciliteter er typisk etableret for at skabe profit og henvender sig primært til enkeltpersoner. Foreninger kan også leje sig ind, og udgifterne kan i visse tilfælde blive delvist refunderet via bestemmelser om lokaletilskud i folkeoplysningsloven.

I alle kommuner er der en blanding af kommunale faciliteter, der stilles til rådighed for foreninger, samt lejede og foreningsejede lokaler, hvor foreningerne får lokaletilskud. Fordelingen af de forskellige driftsformer er dog meget forskellig på tværs af kommuner. 

I nogle kommunerne kan foreninger få adgang til faciliteter gratis, mens de i andre kommuner skal betale for leje. 

Kommunerne anvender forskellige metoder til at styre idrætsfaciliteter, som går på tværs driftsformerne. Det er:

• rammestyring/decentralt styre
• aftale- og dialogstyring
• Ccentral styring fra forvaltningen
• kontraktstyring
• styring via dialog med brugerne. 

I en undersøgelse fra 2016 blev kommunerne bedt om at vælge, hvilke typer af aftaler de havde for konkrete idrætsfaciliteter, hvor det var muligt at vælge flere former for aftaler for hver type af facilitet.

Resultatet fremgår af tabellen, som viser, at rammestyring/decentralt styre og aftale- og dialogstyring især var især udbredt over for kommunale faciliteter og skolefaciliteter, mens der ikke var en dominerende styringsform over for selvejende faciliteter. 

Ingen af de fem styringsformer blev brugt i større omfang over foreningsfaciliteter og afspejler, at kommuner i begrænset grad har styringsredskaber over for disse faciliteter.

Tabel: Kommunernes brug af styringsformer fordelt på anlægstype (pct.)

Tabellen viser svar på spørgsmålet ’Hvilke styringsformer og -tiltag bruger kommunen over for anlæg i kommunen?’ (Forsberg, Iversen og Høyer-Kruse, 2017).