Folkeoplysningsloven
Folkeoplysningsloven er en rammelov, der beskriver betingelser og vilkår for at give tilskud til de foreninger, der beskrives som folkeoplysende, frivillige foreninger.
På denne side kan du finde viden om:
- grundlæggende definitioner i folkeoplysningsloven
- Videncenter for Folkeoplysnings undersøgelse af 'Folkeoplysning i kommunerne'
- ændringen af folkeoplysningsloven i 2017 for at undgå støtte til foreninger, som modarbejder eller underminerer demokrati eller grundlæggende friheds- og menneskerettigheder.
Grundlæggende definitioner
Loven omfatter særligt to typer af foreninger
- Foreninger, der tilbyder folkeoplysende voksenundervisning
- Foreninger, der tilbyder frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde
De to foreningstyper bliver ofte kaldt hovedområde 1 og 2.
Hovedområde 1 omfatter aftenskolerne, der udbyder kurser, foredrag og andre aktiviteter, der ikke er formelle og kompetencegivende, men frivillige og lystbetonede.
Målet med at støtte denne type voksenundervisning er traditionelt at hæve det generelle vidensniveau i samfundet og hjælpe den enkelte til at forbedre sine livskompetencer.
Hovedområde 2 omfatter mange af de foreninger, borgerne i Danmark møder. Det er blandt andet idrætsforeninger, spejderorganisationer samt politiske og religiøse ungdomsorganisationer.
Målet med at yde tilskud til denne type foreningsliv er traditionelt at styrke det lokale engagement og borgernes evner til og erfaring med at indgå i demokratiske processer samt at støtte arbejdet med børn og unge.
Ud over de to hovedområder har folkeoplysningsloven et særskilt afsnit, der beskriver mulighederne for at give tilskud til daghøjskoler, ligesom den lægger rammerne for folkeuniversitetet i Danmark.
Se folkeoplysningsloven og folkeoplysningsbekendtgørelsen på retsinformation.dk
Kommunernes forvaltning af folkeoplysningsloven
Da folkeoplysningsloven er en rammelov, har de enkelte kommuner stor frihed til selv at udforme rammerne på området. Derfor administreres loven på mange forskellige måder rundt omkring i landet, ligesom også omfanget af aktiviteter under folkeoplysningsloven varierer på tværs af kommuner.
I 2019 sendte Videncenter for Folkeoplysning et omfattende spørgeskema til alle landets kommuner for at indsamle nøgletal på folkeoplysningsområdet og kortlægge forskelle og ligheder på tværs af kommunerne i undersøgelsen 'Folkeoplysningen i kommunerne'.
Resultaterne tegner et billede af, hvordan folkeoplysningsloven forvaltes på tværs af kommunerne. Det kan du læse mere om på temasiden 'Folkeoplysning i kommunerne'.
Ændringen af folkeoplysningsloven udfordrede kommunerne
i 2017 blev folkeoplysningsloven ændret som en del af en indsats mod foreninger, som modarbejder eller underminerer demokrati eller grundlæggende friheds- og menneskerettigheder.
Bl.a. blev det indskærpet, at sådanne foreninger ikke kan få tilskud eller anvist lokaler, og at kommunerne har pligt til at føre tilsyn med, at foreningerne overholder lovens krav.
Desuden skal kommunerne offentliggøre indsendte foreningsregnskaber og lister over, hvilke foreninger der har fået støtte og afslag.
Evaluering: Et enkelt afslag på leje af lokale
I 2020 udgav Videncenter for Folkeoplysning en evaluering af lovændringen, som pegede på, at siden den trådte i kraft har ingen af de 92 kommuner, der deltog i undersøgelsen, frataget nogen foreninger tilskud på baggrund af lovændringen.
Én kommune har i et enkelt tilfælde i 2018 givet afslag på en forenings ønske om at leje et kommunalt lokale.
Ingen kommuner vurderer, at der er foreninger, som er holdt op med at ansøge om støtte eller lokaler som følge af lovændringen.
Øget tilsyn med foreningerne
Evalueringen viste, at lovændringen primært har betydet, at flere kommuner i dag end tidligere fører tilsyn via dialog med og besøg hos foreningerne.
Dialogen omfatter især samtaler med nyopstartede foreninger, mens besøgene omfatter både anmeldte og uanmeldte besøg hos foreningerne.
Andelen af kommuner, som førte tilsyn via dialog, var steget fra 20 til 30 pct., mens andelen, der førte tilsyn via besøg, var steget fra 38 til 52 pct.
39 pct. af kommunerne havde ikke foretaget nogen ændringer.
Udfordringer for kommunerne
Resultaterne fra spørgeskemaundersøgelsen viser, at hovedparten af kommunerne har oplevet udfordringer med lovændringen i større eller mindre grad. Udfordringerne er især ressourcemæssige og administrative, men der også udfordringer med at fortolke kravene i lovgivningen.
Kun 10 pct. af kommunerne har slet ikke oplevet udfordringer.