T&V

Den organiserede idræt i Danmark

I Danmark er der tradition for at dyrke idræt i foreninger, og der findes flere end 10.000 lokale foreninger, som tilbyder idræt til danskere i alle aldre. Foreninger er rygraden i den organiserede idræt, og  kommunerne har pligt ifølge lovgivningen til at støtte foreningernes aktiviteter for børn og unge, ligesom de skal stille egnede faciliteter til rådighed for idrætsforeningerne.

Selv om flere og flere voksne dyrker idrætsaktiviteter på egen hånd og i privat eller kommercielt regi, er Danmark stadig kendt som foreningernes land, og det er især børn, som i udpræget grad dyrker idræt i foreninger.

Der er flere store landsdækkende idrætsorganisationer, som støtter lokale foreninger i deres arbejde:

  • Danmarks Idrætsforbund (DIF) er landets største idrætsorganisation med 2,016 mio. medlemmer (2023). DIF er samtidig Danmarks nationale olympiske komité.
  • DGI har fokus på motions- og breddeidræt og har 1,87 mio. medlemmer (2023).
  • Dansk Firmaidræt arbejder med idræt og motion på arbejdspladsen og har 333.000 medlemmer (2023).

Danmarks Idrætsforbund

DIF arbejder for at fremme idræt og idrættens rammer og vilkår for både elite- og breddeidrætten. DIF er en paraplyorganisation for 62 specialforbund, som er organiseret omkring en bestemt idrætsgren, som for eksempel SvømDanmark eller Badminton Danmark. DIF har sin egen politiske ledelse og administration, der er placeret i Idrættens Hus i Brøndby.

På eliteidrætsområdet fungerer DIF blandt andet som olympisk komité med ansvar for den danske deltagelse ved OL, og DIF giver specialforbundene mandat til at afvikle DM og etablere landshold i de respektive idrætsgrene. De seneste år har DIF gennemført DM-ugen i samarbejde med 20-35 specialforbund, hvor en række mesterskaber afvikles i samme by med mulighed for synergi og større synlighed.

På det brede idrætsområde arbejder DIF for at fremme idrættens og idrætsforeningernes rammevilkår i det danske samfund, ligesom DIF i samarbejde med specialforbundene tilbyder rådgivning og hjælp inden for områder som uddannelse, klubudvikling, frivillighed og idrætsudvikling.

DIF driver flere tiltag for målgrupper med særlige udfordringer i forhold til idræt såsom DIF Soldaterprojekt for krigsveteraner og Get2Sport, der er målrettet børn og unge i udsatte boligområder. I 2023 har DIF igangsat en femårig satsning med titlen ’Fremtidens idræt for børn og unge’, som har fokus på at sikre fremtidens idrætstilbud til børn og unge.

DIF’s specialforbund har egne vedtægter, bestyrelser og administrationer, og specialforbundene varierer meget i størrelse.

Blandt de største er Dansk Boldspil-Union med omfattende kursusvirksomhed, egen decentral administration, store kommercielle muskler og selvstændige ’velfærdsalliancer’ med mange kommuner.

Blandt de mindre er forbund som Moderne Femkamp Danmark og Dansk Softball Forbund, som ikke har nær de samme kræfter til at understøtte foreningerne eller etablere samarbejder med kommuner. Specialforbundenes styrke er den idrætsfaglige tyngde med afsæt i såvel elite- som breddetilgangen.

Læs mere om DIF

DGI

DGI arbejder for at styrke de frivillige foreninger som ramme om idræt og motion. DGI består af 14 landsdelsforeninger, som er opdelt geografisk, så de tilsammen dækker hele landet. DGI har en samlet politisk ledelse og en fælles administration placeret i Vejle Kommune.

DGI har udelukkende fokus på breddeidræt, motion og bevægelse. DGI tilbyder foreningerne hjælp inden for en række idrætsgrene og tilbyder blandt andet foreningsudvikling, uddannelse og kurser, administrativ hjælp, stævner og skoler.

DGI har formuleret en ambition om at indgå kommunale partnerskaber og samarbejder, som skal styrke idræt, sundhed og fællesskab. Aftalerne indgås mellem kommunerne og DGI's landsdelsforeninger. DGI har også en række indsatser, der er målrettet til kommuner, såsom ABC for mental sundhed, Hold Hjernen Frisk, og et samarbejde om børn og unges trivsel.  

Landsdelsforeningerne har egne vedtægter, bestyrelser og administrationer. De varierer meget i størrelse fra store landsdelsforeninger med mange ansatte, stor omsætning og mange kommunale samarbejder, som for eksempel DGI Midt- og Vestsjælland, til små landsdelsforeninger som DGI Bornholm. Landsdelsforeningernes styrke er den decentrale organisering, som sikrer nærhed til idrætsudøvere, medlemsforeninger og kommuner.

Læs mere om DGI

Dansk Firmaidræt

Dansk Firmaidræt arbejder for, at danskerne skal have et aktivt liv ’fra praktik til pension’ med afsæt i motion på arbejdspladsen og idrætstilbud i firmaidrætsforeningerne. Firmaidrætten består af 79 foreninger i forskellige byer og en landsorganisation med egen bestyrelse og administration placeret i Nyborg.

Dansk Firmaidræt har udelukkende fokus på breddeidræt, motion og bevægelse fra ungdomsårene og resten af livet. Firmaidrætten understøtter firmaidrætsklubberne med uddannelse og kurser, rådgivning, udvikling, events og kampagner. Organisationen tilbyder også hjælp til at etablere motion på arbejdspladsen med afsæt i rådgivning, uddannelser, kampagner og værktøjer. Endelig har Dansk Firmaidræt også fokus på ungdomsuddannelserne og at give deres elever muligheder for at bevæge sig i hverdagen.

Dansk Firmaidræt har gennem ’Motion på arbejdspladsen’ et særligt fokus på kommunale arbejdspladser, og organisationen tilbyder også en række kampagner og events, som kan tilgås af alle borgere, som for eksempel ’Tæl Skridt’-kampagnen, Arbejdspladsernes motionsuge og Mens og Ladies Mud Race.

Læs mere om Dansk Firmaidræt

Bevæg dig for livet

Bevæg dig for livet er en fælles vision etableret af DIF og DGI med støtte fra Nordea-fonden og TrygFonden i perioden 2015-2025. Ambitionen er at gøre danskerne til verdens mest aktive nation, og projektet står bag udviklingsarbejde på mange planer i foreninger, organisationer, partnerskaber og politisk.

Bevæg dig for livet har etableret samarbejder med en række visionskommuner med aftalte mål og indsatsområder for den enkelte kommune. I 2024 er mange af disse visionskommuneaftaler under genforhandling.

Læs mere om visionskommunerne og indsatserne i Bevæg dig for livet