T&V

Køge Kommune bruger data om idrætsfaciliteter som input til fremtidige idræts- og byudviklingsprojekter

Køge Kommune er i rivende udvikling, og derfor har kommunen valgt at få lavet en analyse, som kan klarlægge, hvorvidt de eksisterende idrætsfaciliteter dækker fremtidens behov.

Kort om projektet

I 2022 besluttede Kultur- og Idrætsudvalget i Køge Kommune, at der var behov for at afdække, om de eksisterende idrætsfaciliteter i kommunen kan imødekomme fremtidens behov og stigende befolkningstal.

I 2023 henvendte kommunen sig til Idrættens Analyseinstitut (Idan) for at få et konkret indspil til udviklingen af idrætsfaciliteter og de fremtidige planer for byudvikling i kommunen. Idan skulle levere en analyse og et visionsnotat, som både kunne spille ind i arbejdet med byudvikling og udviklingen af idrætsfaciliteter i kommunen og komme med bud på, hvordan idrætten i Køge Kommune forventes at se ud om ti år. 

Rapporten og visionsnotatet blev leveret til kommunen i 2023.

Hvad var problemet? 

Køge Kommune har – i modsætning til andre sjællandske oplandskommuner – længe haft befolkningstilvækst. Derudover ændrer idrætsvaner og tendenser sig løbende. Køge Kommune ønskede derfor at få viden om idrætsfaciliteter, motionsvaner og en status på idrætsforeningerne for at kunne imødekomme fremtidens behov.

“Køge Kommune er i rivende udvikling. Vi kan se, at befolkningstilvæksten stiger, og at borgernes motions- og sportsvaner er under forandring. Derfor ser vi et særligt behov for at udvikle vores idrætsfaciliteter, så de stemmer overens med fremtidens behov,” fortæller Ane Kirstine Svenstrup Knudsen, som er idræts- og fritidskonsulent i Kultur- og Økonomiforvaltningen i Køge Kommune.

Hvad kom der ud af projektet? 

Idrætsfacilitetsanalysen og visionsnotatet fra Idan har været et vigtigt element i at sætte idrætsfaciliteter på dagsordenen i Køge Kommune. De har givet kommunens forvaltninger et fælles vidensgrundlag for, hvor Køge Kommune står i forhold til idrætsfaciliteter nu og i fremtiden. 

“Det er min oplevelse, at idrætsfacilitetsanalysen og visionsnotatet har været med til at skabe et større fokus på – og viden om – idrætsfaciliteter både i forvaltningen og på tværs af kommunen,” fortæller Ane Kirstine Svenstrup Knudsen. 

Kommunen har udarbejdet en handleplan for fremtidens idrætsfaciliteter. Bag handleplanen er der formuleret seks principper, som er den metodiske rygrad for det videre samarbejde. Principperne er formuleret på baggrund af kortlagte tendenser for fremtidens idrætslandskab, som idrætsfacilitetsanalysen samt Idrætstopmødet har bidraget med.

“Vi har udviklet en handleplan med et stort fokus på inddragelse af forvaltningen og de borgere, foreninger, aftenskoler og haller, som har en interesse, mening eller holdning til, hvordan fremtidens idrætsfaciliteter kan se ud,” fortæller Ane Kirstine Svenstrup Knudsen. 

Ifølge hende var det særligt vigtigt at få alle på banen for at bruge resultaterne så effektivt som muligt. 

“Vi skal i fællesskab se på, hvad det er for en viden, vi har, og hvad analysen siger. Men også hvilket idrætsbillede vi kigger ind i, og hvilke samfundsmæssige dagsordener vi skal tage højde for.” 

Derfor er første indsats i handleplanen at etablere en tværgående arbejdsgruppe, som skal stå for at arbejde med handleplanen.

“Det giver ejerskab at lade så mange som muligt være med til at undersøge og beslutte, hvor vi skal hen, og deltage i drøftelserne om, hvilke udfordringer vi står overfor, og hvordan vi løser dem i fællesskab.”

Udfordringer i projektet 

Ifølge Ane Kirstine Svenstrup Knudsen vil der altid opstå uforudsete udfordringer, når man arbejder i en politisk organisation, hvilket kræver, at man løbende tilpasser sig.  

En konkret udfordring har været at indtænke nogle af de store problemstillinger, der fylder i samfundet, som for eksempel bæredygtighed, i det fremadrettede arbejde med idrætsfaciliteter. Det har særligt været en udfordring i forhold til den efterspørgsel, der er fra nogle borgere og foreninger om at få flere idrætsfaciliteter i Køge Kommune. 

“Bæredygtighed får større og større betydning. Det er derfor også noget, vi ønsker og allerede tager højde for i Køge Kommune. Analysen fra Idan har hjulpet os med at se, at selvom der er ønsker om flere idrætsfaciliteter, kan vi prøve at udnytte de mange faciliteter, vi allerede har, på en ny måde.” 

Gode råd til andre kommuner 

Ifølge Ane Kirstine Svenstrup Knudsen bliver der lavet rigtig mange rapporter og analyser, som ofte bliver lagt på hylden. Derfor er et råd til andre kommuner at bruge undersøgelserne aktivt. 

“Vi skal spørge os selv, hvordan vi får brugt den her viden nu og ikke først om fem år.” 

I den forbindelse understreger hun, hvor vigtigt det tværgående samarbejde er. 

“At inddrage dem, som havde den viden, vi manglede, gav os et stærkt fundament og har bidraget med en masse erfaring i forhold til, hvordan vi skal arbejde med fremtidens idrætsfaciliteter. Vi har erfaret, at det ikke nødvendigvis er løsningen at bygge nye faciliteter, hvis målet er at få flere borgere til at være aktive. Flere kvadratmeter mursten og bygninger fører ikke automatisk til mere bevægelse.” 

For at sikre optimal udnyttelse vil Køge Kommune først undersøge, hvordan de bedst kan udnytte de eksisterende kvadratmetre – både i haller, bevægelseslokaler og andre faciliteter. Derfor er det tværgående samarbejde og bred inddragelse af både kommunale forvaltninger, borgere, foreninger, haller og aftenskoler med interesse for idrætsfaciliteterne afgørende. 

Se rapporterne fra Køge Kommune

Udendørs træning
Idan Udgivelse august 2023
Idrætsfacilitetsanalyse i Køge Kommune. Baggrundsrapport
Roere ved Køge
Idan Udgivelse juni 2023
Visionsnotat for idrætten i Køge Kommune. Tendenser og mulige indsatsområder

Læs mere på temasiderne

Volley
T&V Tema

Idræts- og fritidsfaciliteter

T&V Tema

Booking og benyttelse af idrætsfaciliteter

T&V Tema

Undersøgelser af idræt og fritid i kommunerne